Kritik der ästhetischen Urtheilskraft (1790)

§46

“Man sieht hieraus, daß 1) [die schöne Kunst Ausdruck von] ein Talent sei, dasjenige, wo zu sich keine bestimmte Regel geben läßt, hervorzubringen: nicht Geschicklichkeitsanlage zu dem, was nach irgend einer Regel gelernt werden kann; folglich daß Originalität seine erste Eigenschaft sein müsse. 2) Daß … seine Producte zugleich Muster, d. i. exemplarisch, sein müssen; mithin, selbst nichtdurch Nachahmung entsprungen.”

§47

“Kein [wahrer Künstler] anzeigen kann, wie sich seine phantasiereichen und doch zugleich gedankenvollen Ideen in seinem Kopfe hervor und zusammen finden, darum weil er es selbst nicht weiß und es also auch keinen andern lehren kann.”

Der Ursprung des Kunstwerkes (1935)

“Aus der dunklen Öffnung, der ausgetretenen Inwendigen des Schuhzeugen starrt die Mühsal der Arbeitsschritte. In der derbgediegenen Schwere des Schuhzeuges ist aufgestaut die Zähigkeit des langsamen Ganges durch die weithin gestreckten und immer gleichen Furchen des Ackers, über dem ein rauer wind steht. ... 

dass wir uns vor das Gemälde van Goghs brachten. Dieses hat gesprochen. In der Nähe des Werkes sind wir jäh anderswo gewesen, als wir gewöhnlich zu sein pflegen. ...

Im Werk ist, wenn hier eine Eröffnung des Seienden gescheit in das, was und wie es ist, ein Geschehen der Wahrheit am Werk.”

Kritik af den æstetiske dømmekraft (1790)

§46

“Man ser heraf, at (1) den skønne kunst [udtrykker] et talent for at frembringe det, hvortil der ikke kan gives nogle bestemte regler; det er ikke et særligt anlæg, som kan læres ud fra en eller anden regel; derfor må originalitet være [den skønne kunsts] første egenskab … (2) [værkerne må] være forbilleder, dvs. eksemplariske; derfor må de ikke udspringe af efterligning...”

§47

“Ingen [ægte kunstner] kan vise, hvordan hans fantasirige og samtidigt tankevækkende ideer finder sammen i hans hoved, for han ved det ikke selv, og derfor kan han ikke lære andre det.”

Kunstværkets oprindelse (1935)

“Ud af den dunkle åbning i skotøjets udtrådte indre stirrer arbejdsskridtenes møjsommelighed. I skotøjets grove og robuste tyngde er ophobet udholdenheden fra den langsomme gang gennem de vidtstrakte og altid samme furer på ageren, hvorover en ublid vind blæser. ...

ved at vi gjorde van Goghs maleri nærværende. Maleriet har talt. I værkets nærhed var vi med ét et andet sted end der, hvor vi sædvanligvis plejer at være. ...

Såfremt der i værket sker en åbning af det værende i henseende til hvad og hvordan det er, er en sandhedens skeen i værk i værket.”