Litteratur og teori             

Prologue de la tragédie Phèdre, Jean Racine (1677)

“C'est là proprement le dut que tout homme qui travaille pour le public doit se proposer, et c'est ce que les premiers poètes tragiques avaient en vue sur toute chose. Leur théâtre était une école où la vertu n'était pas moins bien enseignée que dans les écoles des philosophes. Aussi Aristote a bien voulu donner des règles du poème dramatique ... [que] les auteurs [devraient songer] à instruire leurs spectateurs qu'à les divertir, et s'ils suivaient en cela la véritable intention de la tragédie.”

The Sacred Wood (1919)

“The other aspect of this Impersonal theory of poetry is the relation of the poem to its author. And I hinted, by an analogy, that the mind of the mature poet differs from that of the immature one not precisely in any valuation of "personality," not being necessarily more interesting, or having "more to say," but rather by being a more finely perfected medium in which special, or very varied, feelings are at liberty to enter into new combinations. […] the more perfect the artist, the more completely separate in him will be the man who suffers and the mind which creates.”

Prolog til tragedien Phedra, Jean Racine (1677)

“[At vise dyden, lasten og brøden] Dette er i virkeligheden det mål, som enhver forfatter, der arbejder med publikum for øje, bør sætte sig, og det var, hvad de første tragedie-digtere frem for alt havde for øje. Deres teater var en skole, hvor man lige så vel som i filosoffernes skoler lærte det rette og det gode [...] hvis blot digterne tænkte lige så meget på at oplyse og undervise som at underholde deres tilskuere, da ville de følge tragediens egentlige mål.”

Det hellige træ (1919)

“Det andet aspekt ved denne upersonlighedsteori om poesi, er digtets forhold til dets forfatter. Og jeg antydede, ved en analogi, at den modne digters sind adskiller sig fra den umodne, ikke netop i nogen vurdering af "personlighed", ikke nødvendigvis ved at være mere interessant eller have "mere at sige", men snarere ved at være et mere fint perfektioneret medium, hvori særlige eller meget varierede følelser er frie til at indgå i nye kombinationer. […] jo mere perfekt kunstneren er, desto mere fuldstændig adskilt vil mennesket der lider og sindet der skaber, være i ham.”